Om at have noget at tære af
Hvordan skal du klare et ualmindeligt stort mentalt pres oveni alt det, der ellers er at finde i hverdagslivet, som den kan være med familie, job, fritidsinteresser, smerter, sygdom osv.?
Svaret er, at du skal have en buffer.
En slags opsparing at tære af eller en stødpude til at håndtere det vejarbejde, du møder i livet.
Min egen buffer er blevet godt og grundigt tryktestet de sidste par år med megen kritisk sygdom og dødsfald blandt de allernærmeste oveni et (selvskabt) stort arbejdspres.
Jeg har analyseret og evalueret, så hvorfor ikke dele det med dig, så du måske kan blive inspireret?
Jeg er så taknemmelig for, at jeg havde opbygget buffer til at gennemgå alt det svære og hårde.
Sådan at jeg - der er tidligere smerte- og stressramt - ikke er bukket under, men tværtimod kan holde om og kan være der for dem, som virkelig har brug for det ❤️
Hvad har jeg så gjort?
Jeg har bygget - og vedligeholder konstant - en buffer af det, der nærer mig:
Nok - og god nok - søvn.
Jeg bruger de strategier, som jeg har med i min e-bog "Træt af at være træt?".
Den finder du HER, hvis du skulle være nysgerrig på de 10 strategier.
Nok rigtig mad dagen igennem.
Der skal brændstof på tanken for at kunne køre i godt, jævnt tempo hele dagen. Jeg fylder på med masser af grønt, frugt og bær, kød/ fjerkræ/ fisk, bønner, rugbrød og kartofler.
Når jeg ikke spiser ris, brød og pasta, er det ikke fordi, der er noget galt med det. Min mave er bare ikke god til at tolerere det.
Jeg spiser i øvrigt også chokolade og lakrids og drikker Pepsi Max, fordi jeg rigtig godt kan lide det og har lyst til det.
Lys, luft og bevægelse.
Det prioriterer jeg højt hver eneste dag, bl.a. for at "klare" hovedet imellem arbejdsopgaver, for at få rørt kroppen og for at øge søvnpresset til natten.
Små selvkærlige handlinger flere gange dagligt.
Det er bl.a. nogle af dem, jeg har lagt ind i mine "31 små frø" som du kan få i 31 dage i træk HER.
Spændende og givende arbejdsopgaver.
Jeg er heldig selv at bestemme, fordi jeg har skabt mit eget arbejdsliv, men som selvstændig kommer jeg ikke udenom noget, jeg synes er mindre spændende, så her gælder det om at skabe en god balance, fx: 45 min. med det mindre sjove (bogføring) og 15 min. med det, jeg rigtig godt kan li' (coaching) - om og om igen indtil jeg er i mål med det kedelige, men nødvendige.
Det trick kan man også se mig bruge til rengøring.
Og så ikke at forglemme:
Kærlige relationer.
Uanset hvor meget pres der er på systemet, så har jeg brug for at være sammen med mennesker, jeg holder af og som også kan lide at være i mit selskab. Vi har brug for at gå ture sammen, vi har brug for at spille spil, fjolle, grine, nusse og kramme. Og vi har brug for bare at være. Uden at gøre.
Kærlig Hilsen Berit